DBU København har kåret Husum Boldklub til "Årets Klub 2020" i hovedstaden

Sikken en hæder til vor lokale klub fra Nordrupvej. Og så bare et år før 100 års fødselsdagen til næste år at kunne smykke sig med titlen “Årets klub i København 2020”. Budskabet kom onsdag eftermiddag.

– Jeg blev ringet op af DBU København og fik denne helt fantastiske nyhed i telefonen, fortæller en kæmpe stolt og glad formand Johnny Nielsen til netavisen. – Vi er sindssygt hamrende stolte og beæret af denne pris.
Det er et kæmpe, kæmpe skulderklap af højeste karakter, og at prisen viser, at selv mindre klubber kan få uddelt så stor en hæder. Det viser jo bare, hvad vi altid har sagt, at vores klub er en hel speciel og fantastisk klub.
Denne pris er et bevis og produkt af det arbejde, der er blevet lagt igennem de sidste 15 år, og prisen viser også Husum som værende dygtige, stædige, vedholdende og visionære. For selvom vi har mange jern i ilden, så glemmer vi jo ikke, at det er fodbolden, som driver os som det første.
Vi er udover at være Årets Fodboldklub under DBU København også indstillet til Årets Fodboldklub i hele Danmark, noget som vil finde sted på et senere tidspunkt.
Vinderen af Årets Fodboldklub i Danmark indstilles endvidere til prisen som Årets Idrætsforening hos DIF.
Så stor tak til alle – lige fra bestyrelse – trænere – holdledere – spillere – forældre – bedste forældre – gamle drenge – supporten – supportere – sponsorer – DBU- København – vores venskabsklub FCK – Formands og Ungdomsformands klubben – Københavns Kommune – RealDania – Lokale og Anlægsfonden – alle frivillige – alle kollegaer samt alle de andre Københavnske klubber, for det fantastiske arbejde, der bliver lavet i hele Danmark, og ja I har alle en del af denne her fantastiske pris, som Husum Boldklub er så sindssygt stolte af. Det er første gang i klubbens snart 99 års levetid at det sker, så hvilket punktum at sætte når vi fylder 100, slutter formand Nielsen.

 

Sådan skrev DBU-København om valget af Husum Boldklub

De samler hundredvis af lokale tilhængere til deres hjemmekampe, kæmper for pige- og kvindefodbolden, gør en forskel for de svageste og rummer mangfoldigheden i deres lokalområde. Der er mange gode grunde til, at den snart 100 år gamle boldklub fra 1922 kan kalde sig årets klub i København. 

Husum BK har en medlemsskare, som spænder over flere generationer. De har både drenge- og pigefodbold for de mindste og motionstilbud for de ældste (+70 år). Flagskibene er førsteholdene på herre- og kvindesiden, som man prioriterer højt på Nordrupvej, hvor flere hundrede lokale møder op for at støtte de bedste hold, som spiller i henholdsvis Danmarksserien og Kvindeserie Øst. Den lokale støtte kom også til udtryk i forbindelse med forårets COVID-19-nedlukning, hvor Husum BK solgte virtuelle billetter, og på den måde indsamlede over 30.000 kr. til klubkassen.

HUSUM BOLDKLUB TA'R PRISEN

I sommeren 2020 rykkede Husum Boldklubs herresenior op i Danmarksserien. Det er dog ikke kun seniorfodbolden, som har fremgang i Husum, hvor man gør en stor indsats for pige- og kvindefodbolden, og for at inkludere udsatte målgruppe i foreningslivet. Foto: Klaus Sletting Jensen.

I Husum BK tænker man dog ikke kun på sig selv. I 2020 indsamlede man 27.000 kr. til Knæk Cancer ved at sælge trøjer og målaktier, ligesom klubben viste samfundssind og stillede deres faciliteter til rådighed for de lokale daginstitutioner under forårets COVID-19-nedlukning.

Lokalområdets ældre har også mulighed for at komme forbi klubhuset, hvor der spilles bridge og petanque, ligesom en lokal strikkeklub har fundet vej til klubbens faciliteter. Det handler om at skabe et aktivt foreningsliv, som kan huse mange forskellige aktiviteter. Derudover har børne- og ungdomsafdelingen etableret samarbejder med de lokale skoler, som har forankret klubben yderligere i lokalområdet, og skabt nye fodboldtilbud for pigespillere i skoletiden.

Klubbens motto er at ”små klubber har brug for folk med store hjerter”. Og det er i høj grad de store hjerter og det frivillige arbejde blandt trænere og ledere i Husum BK, som har skabt det solide fundament og gjort klubben til et lokalt samlingspunkt.

– De lokale fodboldklubber er unikke mødesteder, hvor folk kan mødes på tværs af alder, køn og social status. Det formål lever Husum Boldklub i høj grad op til samtidig med, at klubben har formået at forny sig gennem nye samarbejdsaftaler, som rækker ud i lokalsamfundet, forklarer DBU Københavns formand, Jesper Gradert.

I de senere år har Husum BK vundet nogle vigtige sejre uden for banen, hvor man er lykkes med at få en kunstgræsbane og et nyt klubhus til de mere end 500 medlemmer. Husum BK er desuden en aktiv klub i DBU Københavns forskellige netværk, ligesom klubben har afholdt DBU Fodboldskole og trænerkurser i det forgangne år.

Stort tillykke til alle de frivillige og medlemmerne i Husum BK. Med kåringen som årets klub i DBU København indstilles Husum BK også til prisen som årets klub i Danmark. DBU København og Husum BK vil markere kåringen på et senere tidspunkt, når forsamlingsforbuddet tillader det.

Sidste år gik Frederiksberg Boldklub hele vejen, da de modtog prisen som årets klub i Danmark og senere i hele Europa i forbindelse med UEFA Best Grassroots Club award.