Ebbe Skovdahl vil aldrig blive glemt i Brønshøj

 

Det var en trist nyhed som  indløb for godt en uges tid siden om, at Brønshøjs tidligere succestræner Ebbe Skovdahl var afgået ved døden kun 75 år gammel. De sidste år af sit liv kæmpede han en forgæves kamp mod den rædselsfulde kræft, men måtte til sidst give op.

Vi er mange i Brønshøj, som aldrig vil glemme den dygtige Skovdahl, der kom til klubben i 1982. Han efterfulgte Jimmy Strain, som netop havde ført BB op i 2. division. Begge kom for øvrigt fra Vanløse, hvor undertegnede lærte dem at kende.

Brønshøjs store optur begyndte i startfirserne og kulminerede med oprykningen til landets bedste række, hvor de sortgule lå i hele fem år fra 1983. Her opnåede man den flotteste placering i klubbens historie med en 5. plads. Naturligvis blev der i den glansperiode holdt øje med Skovdahl fra andre klubber, og han blev efter tre år headhuntet af Brøndby, hvor han opnåede at blive den mest succesfulde træner i klubbens historie.

For os der var med til at præge BB’s sidste storhedstid, (foreløbig) !! – var det hele et uforglemmeligt kapitel. Og hver af divisionsholdets spillere skrev sig ind i hvepsehistorien. En af dem var anfører Leif Sørensen, som her ses på billedet sammen med Ebbe Skovdahl og netavisens redaktør. Hvor mange af læserne ved mon, at sidstnævnte i 1981 var i forhandlinger med Hvidovre om at blive manager for dette års danske mestre ? Det blev selvfølgelig et pænt nej tak – man var jo BB’er !!

Og hvem husker ikke Brønshøjs fantastiske sejr i “den alternative pokalturnering” Carlsberg Cup, hvor storhold på stribe blev banket – og netop Hvidovre med hele 3-0 i den gamle Idrætsparken i finalen. 

     

På det tidspunkt var Brønshøj en af de mest succesfulde og populære klubber i hele landet, men i 1988 sluttede eventyret.

Ja det blev til lidt ekstra klubhistorie.

Æret være Ebbe Skovdahls minde.

Flemming Antony