Husum røg ud af pokalen - men jubler alligevel !

Man måtte hele repertoiret i gennem tirsdag aften i Husumparken, da de blåhvide med et reservespækket mandskab røg ud af pokalturneringen efter straffespark med 5-7 mod Skjold. Men alligevel røg armene i vejret efter kampen, da resultatet af Tårnby FF’s opgør mod Hvidovre meget overraskende blev vundet af sidstnævnte med hele 3-0. Det betyder, at Husum med en sejr på lørdag mod netop Skjold i Fælledparken kan generobre den andenplads, som giver oprykning til Danmarksserien. Så pyt med pokalen og Europa – nu er det ene og alene Københavnsserien, der gælder.