Husums formand - et chok - men vi har styr på det
Husums formand Johnny Nielsen var naturligvis rystet over den meget uventede melding fra førsteholdets træner Jonas Borup i pinsen. – Den havde ingen af os set komme, fortæller han til netavisen. – Men Jonas fik selv mulighed for at underrette sine spillere om sin beslutning, og de var selvfølgelig ligeså chokerede som jeg.
Husum Boldklub vandt i januar for fjerde gang 2700-Sportsprisen og ses her sammen med netavisens redaktør t.v. og næstformand i Brønshøj Husum Lokaludvalg, Jarl Feyling.
Han fik taget pænt afsked med dem, og så måtte jeg ellers meddele, hvordan klubben har tænkt sig at tackle problemet. Vi lader assistenttræner Kristian Dines overtage tjansen, og det tror vi på er den bedste løsning i denne situation. Kristian har selv spillet i Husum og kender klubbens DNA til fulde. Spillerne tog også pænt imod vores akutte plan, så vi skal såmænd nok klare den. Vi har så mange gode spillere i dag, at jeg faktisk tror, klubben aldrig har været bedre stillet. Som assistent har Kristian hentet en nær ven fra 93-tiden, Anders, som har lovet at træde til i den afgørende måned. Han er meget kompetent – så nu venter vi bare på afgørelsen fra KBU/DBU, om vi kommer til at spille, eller om man fryser Københavnsserien med dens nuværende stilling.
Husum har været utroligt glade for Jonas, som er en yderst kompetent træner, hvilket hans cv jo også siger, og vi har været meget glade for at kunne trække en træner med det CV til en klub som Husum Boldklub. Så vi ønsker Jonas alt mulig held og lykke i den kommende nye klub, og glæder os til at se ham nede i Husumparken, når det passer ind i hans planer., slutter Johnny Nielsen.