IF Stadion ydede en mandfolkepræstation og bankede FIF 24-21 på Frederiksberg

Superlativerne kan næsten ikke være store nok efter Stadions fremragende kamp lørdag eftermiddag i Frederiksberghallen mod nedrykkerne FIF. En helt igennem fornem holdindsats fra alle mand var årsag til det måske for mange overraskende resultat.

 

           

Men der var ikke så meget at sige, udover at Stadion spillede årets bedste og fuldt fortjente sejren. Resultatet blev 24-21 efter 10-7 ved pausen. Især i første halvleg stod Stadions forsvar helt formidabelt, og det er vist længe siden, FIF kun har formået at score syv mål i de første 30 minutter.

På et tidspunkt efter pausen førte Stadion 15-9, men røg så ind i en svaghedsperiode og nogle udvisninger, som gjorde, at FIF kom op på 18-19. Men igen trådte Brønshøj mandskabet i karakter og sluttede bedst af, så slutresultatet blev 24-21. En kæmpe opmuntring til hele klubben. Netop FIF har alt for længe været en kæp i hjulet på Stadion.

Næste opgave bliver også en af de svære, når en af oprykningsfavoritterne Roskilde kommer på besøg i ECV-hallen næste lørdag eftermiddag kl. 14.30. Det vender vi tilbage til !