Mandag er en meget vigtig dag for BB, når 2. divisionerne skal opdeles

                                                         

Der er uden tvivl mange, der har lidt ondt i maven lige nu, når man tænker på, at der i morgen skal fordeles hold til 2. division Øst og Vest. Hele tre fra øst skal sendes over til vest, fordi der er overskud af østklubber. Og det kan i realiteten blive hvem, det skal være.

Der trækkes nemlig lod – og her kan vi så alle håbe, at Brønshøj går fri og bliver i øst. Er uheldet ude, så vil det betyde en masse lange rejser, og rent økonomisk er det heller ikke lige sagen. Men mandag får vi afgørelsen, og netavisen vil naturligvis være klar til at bringe resultatet så hurtigt, det er muligt.

Lørdagens træningskamp mod Slagelse sluttede 1-1 efter en ganske glimrende dyst. Sjællænderne går efter en betydelig bedre sæson 2020/2021 og er i fuld gang med at opruste. Kampen på det lækre græstæppe på Tingbjerg Ground var god træning for begge hold, og det gav uden tvivl vigtige informationer til begge klubbers team.

På lørdag den 8. august kl. 11 spiller BB på Tingbjerg Ground sin tredje træningskamp – denne gang mod Frem, som også opruster til den store guldmedalje.