Når man også er forladt af heldet, skal det gå helt skidt. Brønshøj tabte igen !
Klar til kamp – BB’s spillere virkede tændte nok og var klar til sæsonens anden sejr.
Det så ellers så lovende ud det meste af 1. halvleg i “slaget om mosen” mellem Brønshøj – AB på Tingbjerg Ground. Hjemmeholdet var kommet foran ved Bayan Fenwick, men i halvlegens absolut sidste sekunder fik AB udlignet til 1-1. Forinden havde Alexandar Lazarevic haft en kæmpe mulighed for at gøre det til 2-0, men hans skud blev taget af målmanden.
Mens det endnu så godt ud for hjemmeholdet
Efter pausen gik der fire minutter, så bragte AB sig foran 2-1, og den stilling holdt kampen ud. Ikke fordi der ikke blev gået til stålet. Dommeren havde gang i de gule kort og BB havde endnu et par store chancer for udligning, men heldet manglede, og så vandt Gladsaxe mandskabet opgøret 2-1.
Næste opgave bliver på Gentofte Stadion fredag aften kl. 19.00 mod HIK. Det bliver ikke nemmere. Kigger man på stillingen, så ser det bestemt ikke godt ud for de sortgule. Seks nederlag – en sejr og en uafgjort, det må give anledning til lidt panderynker på Tingbjerg.