Stadion fik sæsonens første sejr i ECV-hallen
Efter skuffelsen i sæsonpremieren mod TMS Ringsted, rejste Stadion sig lørdag eftermiddag med en fortjent sejr på 25-22 over Næstved/Herlufsholm i ECV-hallen. Godt nok var gæsterne ingen skræmmende modstander, og de havde faktisk også tabt deres første kamp i sæsonen på hjemmebane med 30-31 til Rødovre HK. Men godt vore lokale håndbolddrenge kom på tavlen.
Det stod 14-12 ved pausen, og Stadion var i kontrol hele 1. halvleg. Førte bl.a. med fire mål og stod godt i forsvaret. De sidste 30 minutter blev lidt smårodet. Gæsterne fik et direkte rødt kort, og det var på et tidspunkt lidt smådramatisk. Men hjemmeholdets spillere kæmpede godt for hinanden, og fortjent at sejren kom hjem.
På næste lørdag skal Stadion spille på udebane i Værløse Hallen mod Furesø Håndboldklub, og her fløjtes op kl. 14.00. Det ligger sådan, at Stadion nu får to udekampe i træk. Efter Furesø kampen går turen til Frederiksberg Hallen, hvor FIF venter. Men det sker først om 14 dage ! Man kan så stille spørgsmålstegn ved, hvorfor der pludselig kommer en pause på to uger.