Stadion fik en god start på foråret med udesejr over Virum Sorgenfri
Nederlaget til 1. divisionsklubben Team Sydhavsøerne i pokalturneringen, der var så knebent, som det overhovedet kunne blive havde heldigvis ikke skadet Stadions sejrsgang i 3. division. Torsdagskampen på udebane mod Virum Sorgenfri sluttede med en Stadion sejr på 30-27 efter 19-13 ved pausen.
Hjemmeholdet er godt spillende og havde klaret sig fint indtil aftenens kamp. De bed godt fra sig, men Stadion kunne trods lidt rust i systemet trække sig ud af opgøret med en sejr. Kun på et tidspunkt i anden halvleg kom der lidt usikkerhed i spillet, men de gule holdt føringen. På tirsdag venter Herlev/Hjorten ude kl. 19.05, og den kamp ligger så tæt på, at Stadion ikke når at træne inden. Derefter følger søndag den 23. februar den tredje udekamp i træk mod KSI i Tre Falke hallen med start kl. 14.15.
Forude venter årets kamp mod Ajax, som fortsætter med at vinde deres kampe. De har kun tabt en enkelt kamp, og det var netop mod Stadion, som vandt udekampen med et enkelt mål. Storkampen spilles torsdag den 27. i ECV-hallen.