Stadion vandt sejr nr. 16 i 3. division - og på torsdag gælder det så stærke Ajax !
Det er rækkens suverænt to bedste mandskaber, der torsdag aften mødes i ECV-hallen, hvor Stadion tager imod Ajax i vel nok årets vigtigste kamp. Vinder Stadion er holdet seks point foran Ajax, mens et nederlag vil betyde, at de to hold pointmæssigt står lige.
Søndagskampen på Frederiksberg mod KSG endte med den ventede sikre sejr på 34-25 efter 16-13 ved pausen. Det var en kamp, hvor Stadion gjorde det, man forventede af dem, men heller ikke mere. Velvidende at der sad Ajax folk på tilskuerpladserne gjorde, at Brønshøj mandskabet ikke viste nye indøvede detaljer. Man havde aftalt at gå efter en sikker pligtsejr, og det lykkedes altså fuldt ud. – Jeg er fuldt tilfreds med gutternes indsats, de leverede det de skulle, og alle fik lov at spille, fortæller cheftræner Brian Spangsgaard efter kampen. – Selv de to målmænd. var i spil, så vi er godt forberedt til torsdagens ultimative storopgør mod Ajax. En kamp der starter kl. 19.30 – og vi håber naturligvis på så mange tilskuere som muligt, slutter træneren.