Tag med på en abstrakt månevandring gennem tekstiler og reflekterende objekter i Brønshøj Vandtårn.

Fra den 12. november og helt til 10. marts næste år kan man opleve Martha Skous spændende udstilling 

 

Foto: Kim Høltermand

På et af byens højest beliggende punkter, kan man snart opleve en udstilling, der trækker kosmos indenfor i en spektakulær, cirkulær bygning, der engang rummede københavnernes drikkevand.

Her byder udstillingen ”8 moons Aria” på et stofligt sci-fi-univers, der griber fat i, hvordan månens og solens energi og tyngdefelt ikke bare trækker i planten Jordens vandmasser, men også påvirker os mennesker. Et kunstnerisk mikrokosmos af lyd, lys og stoflighed opstår og danner et sanseligt og kontemplativt rum.

Aria 1-4

Udstillingen ledsages af fire vokalbaserede performances (Aria 1-4), som er udviklet specifikt til udstillingen. Til Ferniseringen kan man opleve ‘Aria 1’.

Medvirkende i Aria 1: Maria Køhnke, Signe Marike Bøving Bijl, Alice Weiss og Martha Skou (stemmer) og Nils Grøndal (sav).

Inspireret af de fire faser som månen bevæger sig gennem på en måned, bevæger stemmer og lyd sig gennem fire satser. Brudstykker af ord hentet fra astronomiens verden danner rytmiske og melodiske forløb. En minimalistisk koreografi understreger ordenes karakter og afsøger vandtårnets særlige rumklang.

Udstillingsperiode: 12/11 2022 – 10/3 2023 (fredage kl. 13-17)

Lydperformances: 11/11, 9/12, 13/1 og 10/3

Fernisering: fredag d. 11/11 kl. 17–19

 Fri entré

___________________________________________________________________________________

Om udstilleren

Martha Skou er en tværfaglig kunstner, der bevæger sig frit mellem auditive og visuelle verdener. På en både analytisk og eksperimenterende måde arbejder hun i sin praksis med modsætninger i farve, form og/eller lyd. Både gennem sine samarbejder og i sine soloprojekter er hendes formsprog abstrakt og atmosfærisk med kompositioner i rumlige formater såvel som i todimensionelle medier.

___________________________________________________________________________________