To nye spændende spillere til IF Stadion
Der er ingen tvivl om, at IF Stadion har været ugens mest omtalte lokale klub her i netavisen. Men der sker sørme også mange ting hos de ambitiøse folk i Kobbelvænget. Her er det allersidste nye med hensyn til spillertruppen, som i forvejen ser fantastisk godt ud.
IF Stadion fortæller:
Vi er stolte over at kunne præsentere to spændende spillere til den nye sæson. Begge tilgange har erfaring fra 1. Division i den seneste sæson. I forvejen har hele truppen givet håndslag på at fortsætte med at udvikle IF Stadion i positiv retning, og tilgangen af Rasmus Bjørn og Nikolai Keller vil yderligere styrke vores i forvejen fine trup.
Rasmus Bjørn kommer fra en sæson i barndomsklubben Ajax, efter en tur hos os i forrige sæson, hvor han hurtigt blev toneangivende i både angrebet på venstre fløj, og desuden gav ekstra bredde i forsvaret. Rasmus er 188 cm høj og vejer 88 kg.
Hans bedste håndbold oplevelser har været debuten for Ajax mod GOG, og forrige sæson i IF Stadion. Rasmus har spillet 4 sæsoner i 1. Division.
Nikolai Keller er stregspiller og kommer oprindeligt fra Sønderborg. Han har spillet ungdomshåndbold i BUI, Vidar-Ulkebøl, Sportsefterskolen SINE og sidst HF Sønderborg, inden han blev en del af Sønderjyske som senior. Som senior har Nikolai udover Sønderjyske spillet for TM Tønder Håndbold og Grindsted GIF.
Nikolai`s højdepunkt var at spille med omkring oprykning til ligaen med TM Tønder i 18-19 sæsonen. Han har spillet 14 kampe i håndboldligaen og 54 kampe i 1. Division.
Velkommen til både Rasmus og Nikolai – vi glæder os til at se jer i den gule trøje i næste sæson.
– Vi er glade for at Rasmus vender tilbage efter en sæson hos Ajax, sidst Rasmus var hos os efterlod han et ekstremt positivt indtryk, siger sportschef Thomas Schou. – Nikolai kommer med værdifuld erfaring og trænings-mentalitet fra både liga og 1. Division, og at Nikolai ydermere ønsker at indgå som træner i vores voksende ungdomsafdeling fortæller bare, at det er et rigtigt klubmenneske vi siger velkommen til, slutter sportschefen.