To REMA 1000-drenge i 2700 Brønshøj - kommende konkurrenter og gode venner

Torsdag den 24. oktober åbner REMA 1000 Bellahøj på hjørnet af Frederikssundsvej og Degnemose Allé i Brønshøj. Dermed har 2700 to REMA 1000 butikker, og det er der uden tvivl mange, der er jublende glade for. Vi har jo set, hvor godt der i sin tid blev taget imod REMA 1000 i Husum, så det samme vil helt sikkert ske her.

     

På billedet ses de to købmænd Thomas fra Husum t.v. og Nichlas fra Bellahøj, som fremover skal være konkurrenter, selvom det er lige før udtrykket lyder for drastisk, for de er to super gode venner. For eksempel har Nichlas i tre måneder været i “praktik” hos Thomas i Husum, og nu her før åbningen af Bellahøj, så hjælper Thomas med at få sat varerne på de rigtige hylder. Alt i fryd og gammen og der er ingen tvivl om, at de to købmænd fremover vil tale en hel del “bag kulisserne”.

     

Midt i forberedelserne til den nye REMA 1000 på Bellahøj, fik netavisen lige hevet de to købmænd udenfor.

Og hvem er så den nye mand på Bellahøj ?

Han hedder Nichlas Hein og er 36 år gammel. De seneste 20 år har han arbejdet indenfor supermarkeder, og han glæder sig helt vildt til den 24. oktober, hvor han for alvor tager hul på en ny stor opgave som købmand i REMA 1000 Bellahøj, Frederikssundsvej 131. Nichlas er gift og har to drenge på 2 og 9 år – Albert og Caspian. Privat bor han i Jægerspris, men den lange vej skræmmer ham ikke.

– Jeg har før arbejdet otte år på Kongens Nytorv, så det rører mig ikke, siger han med et stort smil. Nichlas elsker fodbold og at vandre i naturen. Han sejler også en del på fjorden. Og så har han en passion for gode råvarer og vin.

Ved åbningen den 24. oktober vil der være kaffevogn fra morgenstunden og senere kommer også en pølsevogn – begge ting “on the house” til kunderne. Men der vil naturligvis også være gode åbningstilbud, som kun gælder den nye butik !