Tommy Kristiansen 68 år i dag den 8. oktober - fik sit gennembrud i Vanløse
Man kan sige, det var et yderst heldigt tidspunkt, dagens fødselar Tommy Kristiansen valgte, da han i 1973/74 meldte sig ind i Vanløse IF. Det var lige, da VIF’s største succeshold i historien var ved at tage form. Klubben havde suverænt vundet 3. division ved at gå ubesejret i gennem rækken, og nu ventede nogle meget spændende år forude.
Tommy kom fra Københavns serieklubben Dalgas og gik hurtigt ind på Vanløses mandskab som en yderst farlig angriber med et fortryllende venstreben. Og sæsonen i 2. division blev succesfuld. Udover at vinde rækken, lykkedes det også for Vanløse at vinde pokalfinalen i 1974. Det skete med en fantastisk sejr på 5-2 over OB i den gamle Idrætsparken, hvor godt 20.000 tilskuere så med.
For øvrigt en finale som på det tidspunkt blev betegnet som den mest underholdende nogensinde. I den gjorde Tommy sig særdeles godt bemærket ved at score en kanonmål i 2. halvleg til 3-2 på et herligt langskud fra 25-30 meters afstand.
Tommy rykkede sammen med VIF op i 1. division, (landets bedste række på det tidspunkt), og her havde han er flot sæson som gav en 8. plads – ikke langt fra bronzemedaljerne.
Vanløse nåede faktisk at spille over 40 kampe uden nederlag og startede i 1. division med at ligge nummer 1 efter de første kampe.
Men naturligvis gik Tommys succes ikke ubemærket hen i udlandet, og hollandske Go Ahead Eagles købte den stærke angriber, som havde to gode år i klubben. A-landsholdet kaldte også, og Tommy Kristiansen nåede at spille to kampe. Det blev til en enkelt på U-21 holdet.
Da Tommy Kristiansen sluttede i Holland, kom han hjem og spillede for Brønshøj. Senere blev han træner for bl.a. Kalundborg og den københavnske klub Friheden.