Trine kan fejre 25 års jubilæum med Clinique Harmonie
Fredag den 15. september kan Trine Buur Richardt fejre 25 års jubilæum med Clinique Harmonie på Tuxensvej 1 i Brønshøj.
Netavisens redaktør husker tydeligt, da Trine åbnede sin skønhedssalon i 1998 og hendes store ambitioner med den. At det har holdt i 25 år er bare prisværdigt. Salonen byder på hudpleje, massage og zoneterapi. Så vi var lige forbi onsdag eftermiddag for at hilse på og forhåndsgratulere med det flotte jubilæum.
Det fejres på dagen med en reception i klinikken fra kl. 15.00 til 19.00. Her serveres kaffe og kage fra Frankees coffee mellem kl. 16.00 – 18.00 samt bobler og snacks. Der vil være besøg af Aileen fra Decleor, som vil stå til rådighed med gode råd om hudpleje. Man har sammensat en ansigtsbehandling med dejlig massage og skønne produkter fra netop Decleor. Den behandling kan bookes fra nu og helt frem til den 31. oktober. Der gives 25 pct. rabat på udvalgte produkter og goodiebacks til de første 50 gæster. I dagens anledning præsenteres klinikkens nye makeupserie fra IDUN med mulighed for at prøve, og så er der endelig konkurrencer med skønne præmier.
2700-netavisen råber højt hurra for Trine og hendes klinik, som efterhånden er blevet fast inventar i bydelen.
Her præsenterer Trine lidt mere om sin klinik:
Clinique Harmonie er en klinik for hudpleje, spa-& kropsbehandlinger, massage, zoneterapi & håndpleje for både mænd og kvinder.
Klinikken har eksisteret siden 1998 og har hjemme i en af Brønshøjs dejlige villaer på en stille sidevej, kun 30 meter fra Frederikssundsvej. Vi gør altid vores yderste for at leve op til vores navn. Nemlig at skabe HARMONIE mellem ro, god tid, professionalisme og personlig betjening.
Jeg – Trine Buur Richardt er født i 1970 og opvokset her i Brønshøj. Jeg er uddannet zoneterapeut i 1991, massør i 1995 og CIDESCO-kosmetolog i 1997. Da jeg åbnede klinikken i 1998, var det med ønsket om at skabe en klinik med de bedste produkter og behandlinger. Et sted hvor kunden er i fokus og føler sig hjemme og velkommen. Hvor der er ro og HARMONIE. Jeg synes det er lykkedes. Efter mange år med mange ansatte og alt hvad dermed følger af administration og lignende, valgte jeg i sommeren 2012 at køre klinikken solo. Det giver mig tid og ro til at fordybe mig i at behandle og forkæle mine kunder. Det som jeg holder så meget af og som jeg er bedst til. Jeg er samtidig mor til en dejlig dreng der kom til verden i 2010. Det betyder at jeg skal dele min tid ligeligt mellem mit første “barn” (klinikken) og min familie, og også at jeg nogle dage går tidligt hjem. Du er altid velkommen til at ringe, hvis det er svært at finde en tid i online booking. Så finder jeg en til dig. Jeg er ofte mere fleksibel end systemet. Kommer du forbi uanmeldt og vil du ikke gå forgæves, er det en god ide at ringe først og tjekke dagens åbningstid.
I maj 2021 var jeg igen moden til at få mig en kollega og ansatte Roberta, som er kosmetolog og er på klinikken 32 timer om ugen.
Vi glæder os til at byde dig velkommen i klinikken. Kom gerne i god tid før din behandling og nyd roen, en kop god kaffe eller the og et af vores mange magasiner. Slap af og luk af for verden udenfor.