Trods en dårlig bane og stærk varme vandt Husum 3-2 ude over B.1960

Taktikken var lagt på forhånd, da Husum lørdag eftermiddag gæstede Grønnemosen for at møde hjemmeholdet B.1960. Fuld fart frem og få lukket kampen så hurtigt som muligt. Det lykkedes til dels, eftersom Husum allerede efter 9 minutter scorede til 1-0.

 

Viktor Lykke sendte et hjørnespark ind over til Julius Find, der sendte et hovedstød i nettet. Bare minuttet efter øgede Husum til 2-0. Denne gang var det David Miniskotte der på hjørne fandt anfører Emil Ohmann, der headede bolden ind i kassen uden chance for målmanden.

Imidlertid blev de to tidlige mål desværre en sovepude for Husum, og alt for meget blev overladt til hjemmeholdet. Man skulle dog først hen i det 78. minut, før 60’erne fik reduceret, da Husum forsvaret stod og sov.

Et par minutter før normal spilletids udløb øgede Marius Persson til 3-1, da han ganske enkelt spurtede fra hjemmeholdets forsvar efter en aflevering fra Sebastian Stage. Så troede man det blev ved det, men i overtiden fik B.1960 reduceret til slutresultatet 3-2 til Husum.

Som nævnt var det lidt af en prøvelse for begge hold. Banen var dårlig og varmen trykkende. Men vigtigst af alt var de 3 point til de blåstribede, der fortsat er med i toppen af Københavnsserien.

Og så lyder der fra hele husumtruppen en kæmpe tak til de mere end 100 fremmødte supportere, der troligt mødte op og støttede drengene !

Næste kamp bliver torsdag aften kl. 18 i Valby Idrætspark, hvor Vigerslev tager imod.