Ugens fugl i netavisen: Rødstjerten – en smuk sommergæst.

 

Rødstjerten er en vores almindelige småfugle både i haver og parker men ses også på kirkegårde. Hannen er let genkendelig med dens rustrøde mave og den hvide pande og isse. Hunnen er mere neutral men begge køn har den rødlige hale som har givet denne fugl sit navn.
     Tekst: Christian Christensen / Foto: Michael Bendt
Rødstjerten ses kun i sommerhalvåret, vinteren tilbringes i Afrika. Den er langdistancetrækker og overvintrer i Sahelzonen syd for Sahara samt omkring Nilen i Østafrika. Det er fantastisk at tænke på, at denne lille fugl er i stand til at gennemføre så lang en tur med så stor præcision. Det har ved hjælp af ringmærkning vist sig, at det er de samme individer, der yngler de samme steder år efter år. Fugle har en indbygget GPS lignende funktion, der fører dem tilbage til der, hvor de havde rede året før. Dette til trods for at de trækker om natten over en distance på næsten 5000 km.
Sangen er meget karakteristisk, så når man først har oplevet en syngende rødstjert, er man aldrig mere i tvivl. Den starter sin sang allerede ved solopgang og er dermed den første, der giver lyd fra sig blandt havens fugle. Her i lokalområdet kan man møde rødstjerten i vores parker i både Brønshøj og Bellahøj. Der yngler adskillige par på Bispebjerg kirkegård og i Utterslev mose.
                                   
                                    En voksen hun i baggrunden og en “nyudfløjen” unge i forgrunden