Ugens fugl i netavisen: Skægmejsen – en forholdsvis ny beboer i mosen.

Skægmejsen er en af mosens nye fugle, når man ser det i et lidt længere perspektiv. Faktisk kom den først til Danmark i slutningen af 60’erne. De fugle der kom den gang stammede fra Holland, hvor et stort antal skægmejser spredte sig ud. Det betød, at der også kom en del fugle op til os.

 

     Tekst: Christian Christensen / Foto: Michael Bendt

 

Skægmejser er kendt for med årtiers mellemrum at ekspandere på den måde. Jeg så min første skægmejse i Utterslev mose sidst i 70èrne. Mosen er et perfekt sted for skægmejser, der udelukkende lever i rørskov. Der er masser af rørskov at boltre sig på, idet mosen består i lige dele frit vand og rørskov. De lever af frøene og bygger også deres rede her. I de senere år har Københavns kommune gjort meget for holde rørskoven ved lige, så der hele tiden fældes et stykke hvert år. På den måde kommer der nye friske planter frem til glæde for mange af mosens fugle.

Af en eller anden grund har bestanden aldrig fået fat dette på trods af, at skægmejser er meget produktive når de yngler. Starter foråret varmt, og den efterfølgende sommer også bliver varm, kan de nå hele tre kuld på en sæson. Hertil kommer, at det første kuld kan nå at yngle samme sommer, som de selv er blevet udklækket.

Denne meget hurtige reproduktion har den fordel, at bestanden hurtigt kan komme få fode efter en hård vinter, der går hårdt ud over skægmejserne. Lige nu er fem skægmejser i mosen, som ofte ses i rørskoven nær Horsebakken lige ved broen i mellem midtmosen og øst mosen.

Står man stille i noget tid, er der gode chancer for at få dem at se og at høre dem. Det er utroligt smukke fugle, der har masser af lyde som tydeligt skiller sig ud fra andre fugle. Der er noget eksotisk over både stemme og fjerdragt.