Ugens fugl i netavisen: Spurvehøgen – den tavse jæger

Spurvehøgen er sammen med tårnfalk og musvåge blandt de tre rovfuglearter, man oftest støder på i vores område, men spurvehøgen er den eneste, der viser sig helt ind i vores haver og parker.
     Tekst: Christian Christensen / Foto: Michael Bendt
Mange mennesker har oplevet, hvordan der pludselig går panik i havens fugle med støj og vild flugt. Kigger man så ud, ser man ofte en spurvehøg i hækken med en mejse eller gråspurv i kløerne. Spurvehøgen er en fantastisk flyver med en overlegen jagtteknik. Typisk kommer den susende i lav højde lige over toppen på de buske og hække hvor småfuglene holder til. Det betyder, at der nærmest ikke er nogen varslingstid, og at det dermed er for sent at flygte.
Grunden til at vi så tit får besøg af denne dygtige jæger er, at der yngler 3 – 4 par i komplekset omkring  Vestvolden og Utterslev mose.
               
Heldigvis er der masser af småfugle, så der er på ingen måde fare for, at bestanden af småfugle af den grund. Der er stor forskel størrelsesmæssigt mellem hannen og hunnen. Hannen er klart mindst med et vingefang på 60 cm, mens hunnens er på ca. 80 cm. Dette betyder, at hunnerne tager større bytte i form af drosler og endda duer, mens de mindre hanner typisk tager mejser og finker.
             Så er det ved at være sket for den stakkels due – spurvehøgen er lige bagved og klar til angreb
Spurvehøgen er vidt udbredt i hele Danmark og yngler også bynært selv midt inde byens parker. Sådan har det ikke altid været, hvis man skal se det i et længere perspektiv. Tilbage i 60`erne var bestanden meget lille og truet på grund af landbrugets benyttelse af pesticider som DDT og PCB. Efter at disse stoffer blev forbudt, er bestanden steget med 66 procent.
Men af uvisse grunde har bestanden taget et dyk inde for de sidste 10 år. Der er dog fortsat masser af spurvehøge over det ganske land. Danske spurvehøge er standfugle, men hvert for- og efterår trækker tusindvis af fugle gennem landet. Dette træk kan også opleves hos os, hvis man tager opstilling i Utterslev mose med kikkert og teleskop i forårs og efterårsmånederne.