Var det et uheld - eller hærværk endnu engang ?

     

Ja så skete det igen – fugletårnet ved Utterslev Mose er endnu engang blevet ramt af uheld eller hærværk ! Det er jo sket en del gange, siden man i sin tid lavede dette unikke tårn, hvor fuglelivet i mosen virkelig kan studeres. Her er, hvad netavisen skrev, sidst der var hærværk mod tårnet.

Fugletårnet i Utterslev Mose er ramt af regelmæssig meningsløst hærværk

 

Ved Pilesvinget/Hvedevej blev der i vinteren 2010/2011 opsat et fugletårn helt ude ved søbredden. Fugletårnet giver med sine 4,8 meters højde mulighed for frit udsyn over området, mod himlen og de højtflyvende fugle. Fuglelivet på Teglholmen kan også studeres på nærmere hold fra tårnet. Det har mange i årenes løb haft stor glæde af, for det er virkelig en fornøjelse at stå på et så gunstigt sted og studere det fantastiske fugleliv i mosen.

   

Men selvom tårnet ikke er ældre end de godt fem år, bærer det tydeligt præg af vandalers meningsløse hærværk. Der er overmalet med grafitti, sparket tremmer ud og man har sågar forsøgt at lave bålplads i tårnet dog uden at futte det hele af. Det skete for øvrigt med et andet fugletårn i Herlev, som det lykkedes nogle vandaler at brænde af. 

                 

Det er utroligt, at ødelæggetrangen og ubetænksomheden er så fremtrædende. I stedet for at være glade over at have mulighed for at nyde og studere fuglelivet i mosen, så går nogle objekter kun efter at ødelægge og somme tider helt tilintetgøre tingene. 

Fugletårnet var det første af sin slags i Københavns Kommune og blev opført som en del af den pleje- og udviklingsplan for området.

Og nu har den altså været gal igen. Heldigvis har man fået udbedret skaderne hurtigt, men man må stadig undres over, at nogen kan finde fornøjelse i at ødelægge noget, alle andre har glæde af.

                 

Lad os håbe fugletårnet får lov til at stå i fred fremover.