Yderst spændende tilgange styrker optimismen i Brønshøj !
Midt i det triste danske sommervejr med regn, blæst og ikke megen sol, så kommer denne meget opløftende nyhed fra Brønshøj. Her har man foreløbig lavet aftaler med fire spændende spillere til den kommende sæson. To fra Holbæk, én fra Avarta og én fra VB 1968.
foto: Thomas Løser / tekst: Christian Haslund / Antony
Mest overraskende er Michael Lumb, som senest har været med til at spille Holbæk op i 3. division. Lumb har over 200 Superliga-kampe på CV’et og har betrådt græsbaner i Bundesligaen, Æresdivisionen og den bedste russiske liga. Det er også blevet til to landskampe for Danmark.
– Lumb har vi kunne følge på tæt hold gennem hele foråret, hvor han har været bedste mand for Holbæk som leder på den centrale midtbane, siger Brønshøjs sportschef Thomas Ibsen. – Han er en kæmpe leder som vil løfte vores hold helt enormt.
Og så et andet overraskende navn – Aleksandar Lazarevic – som er velkendt i Brønshøj Boldklub, hvor han med succes har spillet før. I sin tid spillede han 90 kampe og scorede 21 mål i den sort-gule trøje. Lazarevic har ligesom Lumb senest spillet i Holbæk. Aleks er altid god for masser af energi og power, og som sportschef Thomas Ibsen siger: “Lazarevic kender vi alle og ved, hvad han står for.”
Fra en anden oprykker – Avarta – får BB tilgang af 26-årige Mads Walter. Han har masser af erfaring med ca. 100 divisionskampe. Walter har tilbragt fire år i Avarta – (med en lille afstikker til FA 2000) – og han har været en af holdets drivende kræfter. – Mads Walter kommer fra en god sæson hos Avarta, hvor han endte som topscorer. Han kommer med fart, aggressivitet og er god til at udfordre mand mod mand, siger Thomas Ibsen.
Den fjerde tilgang er en spiller, der i begyndelsen af sine teenageår spillede i Brønshøj. Malik Ait Ahmed var en del af BB’s dygtige U15-hold, og man husker godt hans stærke venstreben. Malik har senest været i VB 1968, men tørnede i efteråret ud for GVI, hvor han var deres topscorer med syv mål. – Malik er en spændende ung spiller, som også fra start vil presse sig på til startopstillingen, og som vi glæder os til at arbejde med”, slutter sportschefen.
Godt set Ibsen !
Med stor begejstring i stemmen kan vi sige – godt arbejde Thomas Ibsen – det her tegner meget lovende, og forstærkningerne er yderst relevante og opmuntrende.
Man kan se alle fire spillere nærmere an, når træningen for førsteholdet begynder onsdag den 12. juli kl. 16.30.
Der arbejdes på at skaffe yderligere tilgange, og så snart der er yderligere nyt fra den kant, så er vi klar til at bringe dem videre her i netavisen.
netavisen 2. juli 2023 kl. 11.00